Projekt Domfældte med udviklingshandicap
Når håb og faglighed går hånd i hånd
Hvordan forebygger vi kriminalitet og samtidig med at vi styrker livskvaliteten for mennesker med udviklingshandicap og en foranstaltningsdom? Det spørgsmål har været omdrejningspunktet for projektet Domfældte med udviklingshandicap, som Sopra Konsulenterne har gennemført i samarbejde med Fremfærd Særlige Behov.
En kompleks målgruppe med behov for nye tilgange
Mennesker med udviklingshandicap, der begår kriminalitet, får ofte en foranstaltningsdom med det formål at forebygge ny kriminalitet. I praksis kan det dog være svært at få lempet eller ophævet dommen – og mange får nye domme undervejs. Det udfordrer både retssikkerheden og muligheden for at arbejde med borgerens håb, drømme og motivation.
Projektet har haft til formål at styrke indsatsen gennem:
- Øget livskvalitet og færre indgribende domme
- Kompetenceløft til fagprofessionelle og myndighed
- Styrket samarbejde og en mere målrettet kriminalpræventiv indsats
Fire centrale udfordringer
Projektets vidensfase pegede på fire gennemgående udfordringer i arbejdet med målgruppen:
- Manglende sammenhæng mellem dommens vilkår, mål og dokumentation
- Et komplekst og uoverskueligt system på tværs af lovgivning
- Uklare roller og ansvar i samarbejdet – særligt omkring bistandsværgen
- Pres på borgerens håb og motivation, især ved tidsubestemte domme
Som psykolog og partner i Sopra, Trine Uhrskov, formulerer det:
»Når borgeren mister håbet, mister vi fundamentet for den kriminalpræventive indsats. Borgerens drømme skal være en reel drivkraft – ikke en parentes.«
Kompetenceløft og fælles læring
Som en del af projektet er der gennemført landsdækkende kursusforløb for fagprofessionelle på tværs af myndighed og praksis. Her har deltagerne arbejdet med:
- Recovery-orienteret rehabilitering
- Mål og dokumentation i en kriminalpræventiv kontekst
- Indsatser vedrørende vold, rusmidler og problemskabende seksuel adfærd
Et gennemgående behov har været tydeligere samarbejde, klare roller og konkrete redskaber til at arbejde systematisk med kriminalpræventive mål i hverdagen.
En ny metode:
Min vej videre
Et centralt resultat af projektet er udviklingen af den recovery-orienterede metode Min vej videre. Metoden understøtter et tæt samarbejde mellem borger og fagpersoner om at formulere meningsfulde og kriminalpræventive mål med afsæt i borgerens håb og ønsker.
Metoden er afprøvet i både botilbud og myndighedsregi og er efterfølgende videreudviklet med tilhørende vejledning, så den kan anvendes bredt i praksis.
Samarbejdsredskaber
Som en del af projektet er der også udviklet seks praksisnære samarbejdsredskaber til fagprofessionelle. Redskaberne understøtter arbejdet med borgere med udviklingshandicap og dom – fra indsatsen iværksættes, til den følges op og videreudvikles.
Redskaberne bidrager blandt andet til:
- At skabe sammenhæng mellem kriminalpræventiv indsats, §141-handleplan og borgerens håb og drømme
- At styrke dokumentation, så den bliver meningsfuld og anvendelig i praksis
- At tydeliggøre roller og ansvar på tværs af faggrupper
- At understøtte et velfungerende tværfagligt samarbejde
- Samlet set giver redskaberne et fælles afsæt for en mere koordineret, målrettet og recoveryorienteret indsats.
Vejen frem
Projektets erfaringer peger på fire centrale anbefalinger:
- Recovery-orienteret rehabilitering som fælles fagligt fundament
- Tydelig kobling mellem dom og indsats gennem konkrete mål
- Styrket forståelse af roller – særligt bistandsværgens
- Tværfaglige læringsforløb, der samler aktører omkring borgeren
Et stærkere fundament for fremtiden
Projektet viser, at når håb, faglighed og samarbejde går hånd i hånd, skabes der bedre forudsætninger for udvikling. Med tydelige mål, fælles metoder og borgerens perspektiv som kompas kan indsatsen i højere grad understøtte et liv med mindre kriminalitet og større livskvalitet.
Projektet afsluttes med en slutrapport og formidling af erfaringer, metoder og materialer til praksis på vidensplatformen viden på tværs (vpt.dk). Du kan også hente metoder og redskaber fra projektet her (link).